Mozarts rejser til Italien

Mozarts rejser til Italien omfatter tre rejser som den unge Wolfgang Amadeus Mozart og hans far Leopold foretog i Italien mellem 1769 og 1773. Den første var en udvidet rundtur på 15 måneder. Den blev finansieret af forestillinger for adelen og ved offentlige koncerter og omfattede de vigtigste italienske byer. De senere ture gik til Milano, hvor Wolfgang skulle færdiggøre operaer, som var bestilt under det første besøg.

Leopold var fra 1747 ansat som musiker ved ærkebiskoppen af Salzburgs hof og blev vicekapelmester i 1763. Han havde brugt meget tid på Wolfgangs og søsteren Nannerls musikalske uddannelse. Han tog dem på en "dannelsesrejse" mellem 1764 og 1766 og brugte noget af 1767 og det meste af 1768 med dem i den kejserlige hovedstad, Wien. Børnenes optræden fængslede publikum, især tidligt på disse rejser, og de havde gjort et stort indtryk på det europæiske publikum. I 1769 nåede Nannerl voksenalderen, men Leopold var ivrig efter at fortsætte den 13-årige Wolfgangs uddannelse i Italien, en nødvendighed for enhver ung komponist i det 18. århundrede.

I forhold til Wolfgangs musikalske uddannelse var de tre ture en stor succes. På den første blev hans optrædener vel modtaget, og hans talent blev anerkendt med hædersbevisninger, herunder en paveligt ridderskab og medlemskaber i førende filharmoniske selskaber. Trods sin ungdom modtog han bestilling på tre operaer til Milanos berømte Teatro Regio Ducale; alle værker fik succes hos såvel kritikere og publikum. Han mødte mange af Italiens førende musikere, herunder den berømte teoretiker Giovanni Battista Martini, under hvem han studerede i Bologna. Leopold håbede også, at Wolfgang og muligvis han selv ville få en prestigefyldt udnævnelse ved et af Italiens habsburgske hoffer. Dette mål blev vigtigere i takt med, at hans muligheder for forfremmelse i Salzburg svandt; hans vedholdende indsats for at sikre sig beskæftigelse andetsteds, behagede ikke det kejserlige hof, og endte med at udelukke et videre avancement hos ærkebiskoppen. Rejserne endte derfor ikke i triumf, men i en vis skuffelse og frustration.